Vores hjælp til dig

Medarbejderne i Distrikt Øst er veluddannede indenfor de fag, der er brug for, når det handler om at skabe de bedste rammer for ældre borgere. De arbejder alle i Distrikt Øst, fordi de finder det meningsfyldt at hjælpe dig til et liv med fokus på livsglæde, trivsel og tryghed.

Vores medarbejdere er uddannede indenfor en bred vifte af specialer f.eks. social- & sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, pædagoger, ergoterapeuter, kokke, ernæringsassistenter og social- & sundhedshjælpere.

Når vi kender din situation og dine behov, sammensætter vi et team, der arbejder sammen om at skabe en tryg livssituation for dig eller få dig på fode efter sygdom.
De kan bistå dig med træning, sygepleje og personlig hjælp. Og de kan hjælpe dig med at sammensætte en sund og varieret kost, der sikrer dig det bedst mulige helbred. Har du brug for en hånd med en række dagligdags gøremål såsom rengøring, tøjvask og bestilling af dagligvarer, er vi også klar til det.

Hvis du trænger til adspredelse og gerne vil møde nye mennesker, så har vi også gode muligheder for at imødekomme dine ønsker.

At spise godt gør både glad og rask.

Medicin kan være en jungle. Vi hjælper dig med at finde rundt.

Vi kan hjælpe dig på følgende områder:
  • Træning
    Træning kan omfatte genoptræning efter uheld eller sygdom og vedligeholdende træning, der kan holde dig frisk og rørig længst muligt.
  • God mad
    Sund og rigtig kost indgår ofte som et vigtigt element i den almindelige hverdag eller i rehabilitering.
  • Sygepleje
    Vore sundhedsassistenter og sygeplejersker kan tilse dig under sygdom og hjælpe med medicinering.
  • Personlig hjælp
    Nogle gange er hjælp til at sætte håret eller vælge det rigtige tøj lige det, der gør dagen til en god dag.
  • Rengøring
    Tit skal der ikke så meget til for at skabe en velfungerende hverdag. Hjælp til f.eks. rengøring, tøjvask og indkøb kan gøre en stor forskel.
  • Berigende samvær
    Du er altid velkommen til at deltage i vores ture og aktiviteter. Og har du lyst til lidt selskab, er der altid gevinst i aktivitetscentret eller caféen i Munkebo.